Tone (声调 , ordret »lyd« 声 + »modulation« 调 ⟶ »modulation af lyden«) kalder man den melodiske højde, der følger hver stavelse i kinesisk. Det er ikke pynt: tonen hører til ordet, præcis som en konsonant gør.
Fire tegn viser det bedre end en lang forklaring. 妈 , 麻 , 马 og 骂 udtales alle »ma«. Kun intonationen skiller dem, og den er nok til at gå fra »mor« til »hamp«, så til »hest«, så til »at skælde ud«. Den, der på dansk lader stemmen stige i slutningen af sætningen, af spørgerefleks, siger derfor ofte noget andet, end han tror.
Fremgangsmåde
Vælg en stavelse ved at klikke på dens kort nedenfor. Lyt til den kinesiske taler, og optag så dig selv med kortet til højre: browseren beder om lov til at bruge mikrofonen, og optagelsen stopper af sig selv efter tre sekunder.
Klik derefter på »Læg oven på og analysér«. De to tonekurver lægges oven på hinanden, bragt ned til samme længde, og du ser med det samme, hvor din afviger fra modellen.
Bemærk: øvelsen bedømmer kun intonationen, altså stavelsens tone. Om selve lyden (»ma«) siger den intet. Og talerens tone er bevidst overdrevet: det er en træningsmodel, ikke en samtale.
Nu er det din tur.


